Har energimærket betydning for prisen?
Står du i en situation, hvor du skal til at sælge eller købe ny bolig, vil du nok have gjort dig nogle tanker vedrørende vigtigheden af et energimærke. Som sælger har du formodentligt først og fremmest undret dig over, om det overhovedet har nogen betydning at anskaffe sig energimærket i forbindelse med salget af boligen. Og som køber er du måske i tvivl, om hvor meget værdi du skal tillægge husets energimærkning. Dette er gode spørgsmål som fortjener at blive adresseret inden både køber og sælger går videre i salgsprocessen.
Energimærkning: Hvad er det?
Energimærket bliver udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig. Den bygningssagkyndige kan desuden stå for at udarbejde tilstandsrapport og elinstallationsrapport, som der også er store fordele ved at have – både som køber og sælger.
Det er sælgeren, der står for at anskaffe den bygningssagkyndige til at stå for energimærkningen. Han gennemgår bygningens generelle energiforbrug, hvilket er stillet op i forhold til lignende bygninger fra samme årstal og med en antagelse at forbruget er et gennemsnitligt forbrug. Der vil derfor ikke blive taget stilling til den konkrete families energiforbrug, da der kan være meget store forskelle i forbruget fra familie til familie.
Efter endt inspektion vil man modtage en rapport, der redegør for bygningens generelle energiforbrug, og derudover vil man få forslag til eventuelle forbedringer. Rapporten vil give huset en karakter hvor A1 er det allerbedste og G er det dårligste.
Købers fordel
Som køber er det et stort plus at tage husets energimærkning med i betragtning inden købet. Energimærket er som beskrevet et udtryk for husets energimæssige tilstand og kan betyde en forskel på mange tusinder kroner i varmeregning afhængig af, om det er mærket med A1 eller G. Det kan derfor også bruges som et forhandlingspunkt i forhold til at få prisen ned, hvis energimærket er mindre godt. Her kan køber slå på, at man vil få en merafgift på x antal kroner i forhold til andre lignende huse på energiforbruget alene.
Derudover er det som køber rart at vide, hvad man går ind til, så det ikke kommer som en kæmpe overraskelse, hvis for eksempel vinduerne skal udskiftes efter få år, fordi de er utætte.
Siden 1 juli 2010 har det været lovpligtigt at have et energimærke ved salgsopstillingen, hvilket købere har taget til sig i stor stil. Udover at det siger noget om ens kommende faste udgifter, er det også et udtryk for købernes større bevidsthed i forhold til miljøet og energiforbrug generelt.
Sælgers fordel?
Energimærkningen er som nævnt lovpligtigt ved salg af boliger. Hvis dit hus er i godt stand og du får tildelt et godt energimærke, vil dette også vise sig i salgsprisen. Omvendt kan det måske se ud til at være en direkte dårlig forretning at være nødtvungent til at få energimærket, hvis ens hus falder ind i kategori G.
Dette kan dog vendes til en fordel. Huse med et dårligt energimærke kan nemlig lettere stige op i graderne ved at lave forbedringer i huset. Jo højere energimærke man har, des dyrere bliver det at lave forbedringer, der kan rykke ved energimærkningen. Ved energimærke G kan man omvendt tjene pengene ind igen, givet ud til energiforbedringer der får husets energimærkning til at stige, ved at hæve salgsprisen. For eksempel kan man efterisolere sit loft og udskifte sin gamle gaskedel for omkring 100.000 kroner. Dette kan afhængig af husets størrelse og generelle stand betyde to hop op på energimærkeskalaen.
Og dette har altså en direkte indvirkning på, hvor meget man kan få for huset og kan derfor i sidste ende tjene sig ind igen. En bolig med energimærke A1 kan gå for næsten 70% mere per kvadratmeter end huse med den dårligste energimærkning.
Det er derfor en kæmpe fordel at bruge energimærkningen til sin fordel – både som sælger og som køber.
Skriv et svar