Badeværelset bliver af fysioterapeuter ofte omtalt som det ”farligste” rum for ældre, og det er med god grund. Hvert år kommer utroligt mange danskere til skade som følge af, at de er faldet på badeværelset. I de fleste tilfælde skyldes det, at gulvet i en brusekabine eller et badekar er utroligt glat, og at man derfor glider.
Det er særligt uheldigt når badeværelset samtidigt næsten udelukkende indeholder hårde elementer som håndvask, toilet og lignende. Derfor er konsekvenserne af, at være faldet på badeværelset ofte væsentligt højere, end hvis det var et andet sted i hjemmet.
Sid ned og tag bad
Alle kan nemt og billigt helt fjerne risikoen, blot ved at bruge en badebænk til badet. En badebænk er i bund og grund blot en stol, som er fremstillet specifikt til brug i badeværelset. Der findes en række forskellige typer, som vi vil beskrive nærmere i løbet af denne artikel. Ved at læse hele artiklen vil du altså få et indblik i hvilke typer badestole der findes, og hvilke behov du skal tage i betragtning før du beslutter dig.
Skal badestolen bruges til en brusekabine eller til et badekar?
Der er stor forskel på om en badebænk er produceret til brug i en brusekabine eller til brug i et badekar. Som udgangspunkt kan alle badestole bruges i en brusekabine. Det skyldes, at de i en brusekabine skal stå på gulvet, hvor der som oftest er forholdsvist meget plads.
Et badekar har derimod tit afrundede kanter i bunden. Derfor kan det være svært at få en badestol til at stå stabilt. Nogle vælger så at sætte en stol på tværs i badekarret, hvilket imidlertid heller ikke kan betragtes som nogen synderligt god løsning. Dermed har man kun begrænset plads til benene.
Er det til et badekar er den bedste løsning derfor at bruge et ”badebræt”. Det er et plastik-sæde, som kan monteres henover badekarret. Det kan justeres til badekarrets bredde, og sættes fast på badekarrets kanter.
Undersøg hvor meget plads badestolen må optage
Badestole fås i mange forskellige størrelser, lige fra en lille badetaburet, over til en stor badebænk. Desto større stolen er, desto bedre sidder man på den. Til gengæld kan en stor badestol nemt komme til at optage meget plads i brusekabinen.
Der findes ikke et entydigt standard-mål for brusekabiner. Mange er dog ofte mindst 60×60 cm. I det tilfælde bør en badebænk ikke være bredere end cirka 40 cm., og dybden bør ikke overstige 30 cm. Er stolen større end disse mål, bliver den svært tilgængelig, når man skal sætte sig eller rejse sig.
Er der flere om at bruge badeværelset, og kun én har brug for at sidde ned og bade, kan en sammenklappelig badestol være en ideel løsning. Den type kan nemt foldes sammen og blot stå ude i siden.
Er det nødvendigt med armlæn og/eller ryglæn?
Vælger du blot en billig badebænk, vil den normalt kun have et sæde. Indenfor de lidt dyrere modeller findes der også stole med enten ryglæn eller armlæn. Et ryglæn kan være en fordel, hvis man har svært ved at sidde oprejst mens man bader. Et armlæn kan være en fordel som støtte, når man skal sætte sig eller rejse sig fra stolen. Til det formål kan man dog også overveje at montere støttegreb, som i mange henseender må betragtes som en bedre løsning. Vil du gerne vide mere før du beslutter dig omkring armlæn eller støttegreb kan du eventuelt læse denne artikel omkring indretning af badeværelser til ældre.
Et vægmonteret badesæde kan være et godt alternativ
Som beskrevet tidligere i artiklen, er en sammenklappelig badestol nemt at stille til siden. Et andet alternativ kan være en vægmonteret badebænk. Ligesom de ”løse” stole tjener den samme formål, nemlig at du kan sidde ned og bade. Den monteres direkte på væggen i brusekabinen med skruer, og kan nemt foldes ned når ikke den skal bruges.
Fordelen er, at den kun optager begrænset plads, men at den hele tiden er tæt på. Til gengæld tåler den ikke en nær så høj belastning, ligesom den skal monteres. Derfor er der lidt arbejde involveret i det, hvor en løs badestol blot skal pakkes ud og tages i brug.
Skriv et svar