Apopleksi er fællesbetegnelsen for hjerneblødning og blodprop i hjernen. Apopleksi er en meget alvorlig sygdom, som kan have store konsekvenser for livet. Oplever man symptomer på apopleksi, er det vigtigt at opsøge læge hurtigst muligt. Apopleksi rammer flere end 12.000 danskere hvert år. En tredjedel af de årlige apopleksitilfælde i Danmark er tilbagefald, hvor personer, der allerede har været ramt af apopleksi, rammes igen. En person, som har været ramt af apopleksi, har først og fremmest behov for genoptræning, men har i høj grad også behov for hjælp til at leve med de følgevirkninger, som apopleksi kan føre med sig fysisk, psykisk og socialt.
Behandlingen efter apopleksi består typisk af to dele, genoptræning af de følgevirkninger, som apopleksien kan have forårsaget samt forebyggelse af nye tilfælde.
Forebyggelse af apopleksi kan omfatte blodfortyndende og blodtrykssænkende medicin (især ved blodprop). Derudover er en sund livsstil vigtig. Rygning er eksempelvis en risikofaktor for apopleksi. En sund og varieret kost, kombineret med fysisk aktivitet er vigtigt i forhold til at forebygge nye tilfælde af apopleksi.
Genoptræningen spiller en vigtig rolle i den efterfølgende behandling af apopleksi og starter typisk allerede et døgn efter apopleksien. Skaderne efter et tilfælde af apopleksi kan være meget alvorlige og vil i mange tilfælde kræve en lang genoptræning. For nogen vil følgerne aldrig forsvinde helt igen. Følgevirkningerne af apopleksi kan være lammelser i dele af kroppen, ændringer i syn, hørelse og følesans, problemer med at tale, læse, forstå og skrive, problemer med at spise og drikke, problemer med at koncentrere sig og huske samt øget træthed. På Hjælpemiddelbloggen findes der mere information om, hvad man skal være opmærksom på i livet efter apopleksi.
Hjælpemidler der gør livet med apopleksi nemmere
Knap 75.000 danskere levede i 2011 med følger af apopleksi. At leve med apopleksi kan give store udfordringer i hverdagen. Apopleksi påvirker både fysiske, psykiske og sociale dele af livet og er typisk ikke noget, man kan klare alene. Der findes gode muligheder for hjælp til at takle livet efter apopleksi. Eksempelvis er der mulighed for særlig støtte til hjemmehjælp og hjemmepleje. Derudover er der mulighed for at få bevilget støtte til særlig boligindretning samt til hjælpemidler, som kan lette dagligdagens udfordringer. På Hjernesagens hjemmeside kan du få råd og vejledning til, hvordan du søger hjælp.
Det kan være hårdt for den apopleksiramte at acceptere og håndtere, at man ikke kan de samme ting som før. Her kan hjælpemidler gøre stor nytte, da de typisk har til formål at gøre den apopleksiramte mere selvhjulpen og dermed skabe større uafhængighed.
Der findes hjælpemidler, som kan gavne i flere forskellige henseender. Der findes først og fremmest hjælpemidler, som kan bidrage til selve genoptræningen efter apopleksi. Derudover findes der en lang række hjælpemidler, som kan gøre hverdagen med følgevirkningerne nemmere. De kan assistere i dagligdagssituationer, som man før apopleksien ikke tænkte over, men som nu kan være udfordrende. Og de kan assistere i mere private situationer i forbindelse med eksempelvis WC-besøg og bad.
Et yderst brugbart hjælpemiddel til personer med nedsat håndfunktion er den såkaldte Power Assist Glove, som er en handske, der forstærker håndens gribeevne og -kraft. Handsken kan gøre mange situationer i hverdagen nemmere og bidrage til at gøre den apopleksiramte mere uafhængig af hjælp. Handsken giver hånden styrke til fx at kunne holde bestik, et glas, en vandflaske og en kuglepen. Se en video, hvor handsken er i brug i linket ovenfor.
Et eksempel på et godt hjælpemiddel er YouBike som er en cykel, der gør det muligt at lave fysisk aktivitet både liggende eller siddende. Denne er god til genoptræning, men også god som led i den forebyggende behandling af nye tilfælde af apopleksi. Et andet hjælpemiddel til genoptræningen er programmet Mitii Kinect, som er et online genoptræningsprogram, der gør det muligt at træne hjemmefra.
Til køkkenet findes der en lang række hjælpemidler, der især har fokus på små dagligdagsting, der kan være besværlige med fx nedsat håndfunktion eller halvsides lammelser. Det kan fx være hjælpemidler, der gør det nemmere til at smøre et stykke rugbrød, røre i en skål, åbne en bøtte, skære ost, vaske vinduer, vride en klud og åbne en flaske vin.
Hos Gloria Mundi Care findes der et stort udvalg af hjælpemidler. Hjælpemidlerne er i et flot design, der gør dem nemmere at integrere i hjemmet uden, at de signalerer handicap og sygdom. Der findes også her gode beskrivelser og videoer af hjælpemidlernes funktioner.
Skriv et svar